Hej :)


Jeg hedder Karina Al-Saffar og har altid elsket samværet med dyr. Jeg har haft hund i over 20 år og har gradvist fået større og større interesse for at lære mere om, hvordan vi kan træne vores hunde og hvordan de lærer nye ting med en positiv, belønningsbaseret tilgang.


Jeg begyndte at gå til træning med min dværg gravhund Neo for ca. 14 år siden og trænede både rally og endda agility med hende. Hun var ca. 7 år da vi startede på træningshold og hun var en ret usikker hund. En af de første gange løb hun faktisk ind i en container med agility redskaber, for at gemme sig for de andre hunde. Det var så svært for hende, men efter få træningsgange så jeg hvordan hendes selvtillid voksede mere og mere. Hun pev og gøede af glæde da jeg drejede ind mod træningspladsen efter ca. 5 gange træning! Det var en vanvittig og rørende rejse vi var kommet på og jeg var helt solgt til ideen om hundetræning derfra.


Siden hen er der kommet flere hunde til. Desværre er Neo her ikke mere, men jeg har nu en dejlig lille gravhund, Freya, på 12 år og mine to sheltier, Noma og Viva, på 7 og snart 2 år,


Da jeg fik Noma for 7 år siden, ville jeg gerne lære mere og blive dygtigere til at træne hende. Derfor valgte jeg at gå hos nogle dygtige instruktører og påbegyndte selv uddannelsen til instruktør. Først igennem DKK hvor jeg var så heldig at Christina Ingerslev (Hund og træning) underviste. Senere udvidede jeg min uddannelse med Canis' træneruddannelse og senest med Hund og trænings Rally instruktør uddannelse ved Karen Ulrik.


Jeg synes det er helt fantastisk at undervise og se den samme samhørighed mellem hund og fører som jeg oplever med mine egne hunde. Det er et privilegie for mig at få lov til!


Med mine egne hunde har jeg nu både trænet konkurrencelydighed, tricks, agility og rally.


Jeg deltager løbende på kurser hos forskellige dygtige instruktører eller dyretrænere for at holde mig opdateret og blive inspireret.


Jeg motiveres meget af at gå til prøver med mine hunde, så det bruger jeg også en del weekend timer på :) Lige for tiden er det rally jeg konkurrerer i, med mine to sheltier på 1 og 7 år og snart også LP med min unge hund. Jeg har tidligere deltaget i et væld af lydigheds- og agilityprøver og har deltaget i DM i både LP klasse 3 og Rally.



Uddannelse

Mere end "bare" hundetræning


Jeg er imponeret over alt det mine hunde har lært igennem vores træning. Men det der faktisk altid er de største øjeblikke, i min træning, med mine hunde, er når de gang på gang lærer mig noget nyt. Det kan være at de "tvinger" mig til at være kreativ når vi skal lære noget nyt sammen, men det kan også være, at de får åbnet mine øjne op for ting, jeg selv skal arbejde med, før vi kan komme videre. F.eks, mental træning og mindset i frobindelse med prøver.Mine hunde har givet mig mange gaver i form af store øjenåbnere igennem tiden, ligesom jeg har set det samme ske for mine kursister og de øjeblikke er de dyrebareste af alle. Jo mere vi lærer at se hunden, jo mere kan vi også se os selv.

OM MIG


Her kan du læse lidt om mig og hvad jeg laver med mine hunde samt hvilke uddannelser jeg har indenfor hundetræning og undervisning. Du kan se et overblik nederst på siden.

Uddannelser


Udover et stort antal kurser og to clickerExpo'er har jeg følgende uddannelser:


2022: Hvalpeinstruktør kursus hos Chirag Patel


2021: Rallyinstruktør hos Hund og Træning


2020 Mentor i selvværd hos Rikke Klindt


2017-2021 Folkeskolelærer


2016 Træner uddannelse hos Canis


2015 Hvalpe- og familiehund instruktør hos DKK